Når dine vinduer skal være rene og blanke
Oplever du også, at vinduespudsning er noget af det sureste rengøringsjob, du har? Bliver du også frustreret over at bruge så lang tid på en opgave, og så blive skuffet over resultatet? Så er du langt fra den eneste. Sådan er der virkelig mange, der har det. Men inden du helt opgiver selv at klare den tjans, så kunne du måske opgradere dine vinduespudserevner ved at følge denne lille guide.
Det er nemlig en form for opskrift på en metode til at pudse vinduer, som de fleste har held med, når de følger den. Giv den en chance.
En metode til vinduespudsning
Der findes flere forskellige måder at pudse vinduer på. Dette er bare en metode blandt mange, men den vil for de fleste være lige til at gå til, og du vil nok kunne opnå et tilfredsstillende resultat.
I denne metode er vinduespudsningen delt op i to faser. I den første fase vasker du vinduet meget grundigt, og i den anden fase foretager du den sidste finish.
De to faser tilsammen udgør en metode, som er både hurtig at lære og meget effektiv.
Vinduespudsning er et håndværk, og det tager selvfølgelig noget tid, og det kræver noget håndelag og noget rutine at blive rigtig god til det.
Fase nummer et
I denne fase skal vinduerne vaskes og skrubbes, til de er helt rene. Det er både selve ruden, vinduesrammen og vindueskarmen på samtlige vinduer, der skal vaskes.
Du skal vaske det hele i denne effektive blanding:
- Fem liter rent koldt eller lunken vand
- En halv hættefuld salmiakspiritus
- En skefuld opvaskemiddel
Med denne blanding vil du effektivt kunne befri vinduet for alt snavs og fedt og så videre. Skift vandet og kludene, hvis det bliver for snavset. Det er vigtigt, at det hele holdes så rent som muligt. Det minimerer risikoen for striber. Slut af med at tørre vandet af.
Fase nummer to
Nu er du dertil, at du kan give vinduet den sidste finish. Nu er det kun glasruden, du skal koncentrere dig om. Resten er jo vasket grundigt rent.
Til denne del af vinduespudsningen skal du bruge en lidt anderledes blanding. Til den skal du bruge:
- Fem liter koldt eller lunken vand
- En deciliter eddike
- En smule opvaskemiddel
Eddiken sørger for at neutralisere den kalk, der er i postevandet. Dermed reducerer du risikoen for striber på ruden.
Vask ruden med en blød klud eller en svamp og denne eddikeblanding. Brug ikke for meget vand.
Når ruden er vasket, så skal det overskydende vand skrabes af igen. Hertil bruger du en god vinduesskraber.
Med skraberen trækker du vandet af ruden i en lang og kontrolleret bevægelse. Begynd i det ene øverste hjørne, og slut af i det modsatte nederste hjørne.
Ind imellem tørrer du skraberen af i viskestykket. Når du så fortsætter, så sætter du skraberen lidt længere tilbage end det sted, som du er nået til. Det skal du gøre for at mindske risikoen for striber.
Når du er nået ned i det modsatte nederste hjørne af ruden, så er du færdig med at pudse vinduet. Tør det sidste overskydende vand af skraberen og vindueskarmen.
Nu er du helt færdig med at pudse vinduer, og du kan forhåbentlig nyde synet af nogle vinduer, der er både renere og mere blanke, end de tidligere har været, efter du har pudset dem. Hvis ikke, så skal det nok lykkes, når du har gjort det nogle gange.
Hvis du stadig ikke er glad for resultatet af dine egen vinduespudsning, så er det nok på tide at lade de professionelle tage over.